Hvordan reklamer/annoncer (stadig) rammer ved siden af, når de forsøger at repræsentere handicap
- Cathrine Mejdal

- 14. nov.
- 2 min læsning
For en måneds tid siden taggede fotografen Ty Stange og jeg hinanden på LinkedIn i forbindelse med et fotoshoot.
I mit opslag nævnte jeg Ella Houstons bog, Advertising Disability, og hvordan den inspirerede de vinkler, der blev tænkt ind i fotoshootet. Ella har været så gavmild at sende mig et fysisk eksemplar af sin bog, som jeg kan pryde med æselører, og gule markeringer - hvilket jeg selvfølgelig vil bruge himmelfartsferien på at gøre.
Til de uindviede:
Advertising Disability er en must-read perle for alle, der arbejder med branding, repræsentation, inklusion og visuel kommunikation. Den stiller skarpt ind på reklamebranchens forsøg på at udfolde mangfoldighed og viser, hvordan mange kampagner mere eller mindre ubevidst kommer til at tale om mennesker med handicap, ikke med dem.
Bogen præsenterer mange gode eksempler på, hvordan branding- og reklamekampagner med personer med funktionsvariationer ofte kommer til at læne sig op ad tokenisme (symbolsk repræsentation) i stedet for reel repræsentation.
Det gælder både charity-kampagner, supercrip-fortællinger, diversity-fotografi og influencer-samarbejder, som alt for ofte reducerer handicap til en gimmick eller et brandløfte. Houston kalder det for cripwashing, og viser, hvordan det både underminérer aktivisme og forstærker stereotyper.
Men hun fremhæver også gode eksempler på, hvordan stereotypiske fremstillinger kan forebygges. Når reklamer faktisk skabes med (og ikke bare på vegne af) handicapaktivister og personer med egne erfaringer, og når reklamer tør konfrontere det ubehag og de samfundsstrukturer, der er det egentlige problem.
Læseren (navnlig dem, der beskæftiger sig med branding, visuel kommunikation og markedsføring) bliver opfordret til at reflektere over dette spørgsmål:
Repræsenterer din kampagne virkelig mangfoldighed eller repræsenterer den ideen om mangfoldighed?
Hvis I ikke allerede har læst den, kan den varmt anbefales.
