Hvor mange talenter taber vi på gulvet, fordi vi designer efter gennemsnittet?

Jeg er instant fan af Todd Roses "The End of Average" - og har du ikke læst den, så er det om at komme i gang.

Bogens præmis er enkel, men rammer mig lige i hjertekulen: Ved at designe fællesskaber, uddannelse, arbejdsmarked og kultur ud fra et abstrakt (og grundlæggende forkert) præmis om, at der eksisterer gennemsnitlige borgere og gennemsnitlige evner, skyller vi unikke talenter - mennesker - ud i lokummet.

Og det er desværre typisk os, minoriteterne, der falder uden for gennemsnittet. Samfundets idealisering af meritokratiets principper spænder ben for et individorienteret tilgang til talenter, for her tror vi, at alle kan lykkes, hvis de bare yder det samme som gennemsnittet.

Men.

Det er også præcis her, vi taber mange af talenterne. For mange med funktionsvariationer eller minoritetsbaggrund bliver “mindstekravene” til en uoverstigelig mur, og de får ikke mulighed for at vise hvad de faktisk kan - og er helt eminent dygtige til.

Forventningen om, at alle skal kunne de samme ting på samme måde, betyder, at dem, der ikke passer ind i gennemsnittet, bliver ubevidst sorteret fra, når det kommer til uddannelse, arbejde, fællesskab og kultur.

Dét, som for mig cementerer dét argument, er de seneste undersøgelser fra Det Centrale Handicapråd, der bl.a. påviser, at syv ud af ti danskere har svært ved at omgås med personer med funktionsvariationer. Over halvdelen mener, at gruppen kæmper med ulige vilkår når det kommer til uddannelse og job.

Rose peger dog også på, hvordan man kan lære at bryde med "averaganismen" (gennemsnitstyranniet) gennem tre grundlæggende forståelsesprincipper:

• Mennesker er flerdimensionelle (Bare fordi man er konraget, er man ikke en buddhistmunk eller rocker).

• Performance afhænger af konteksten (giv mig et job, hvor jeg skal tale i telefon, og se mig dumpe. Giv mig et job, hvor jeg kan bruge min tegnsprogstolk eller skrive i stedet for at tale, og se mig bestå).

• Der findes flere veje til succes (Fleksible uddannelsesvilkår eller alternative måder at komme ind på arbejdsmarkedet).

Internationale erfaringer viser også fordele ved at bryde med "averaganismen":

• Hos JPMorganChase leverer neurodivergente medarbejdere op til 140 % højere produktivitet.

• McKinsey & Company peger på at diversitet er sund forretningsfornuft: Det giver virksomheder +39 % i finansiel outperformance

• Boston Consulting Group (BCG) dokumenterer, at diversitet styrker innovation med 19%.

Måske er det på tide, at vi i stedet for at spørge “kan du leve op til gennemsnittet?” skal spørge “hvilke styrker og kompetencer kan du bringe i spil, hvis vi designer rammerne rigtigt?”

Jeg ser et kæmpe potentiale i at koble Roses pointer med dansk uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik og virksomheders talentstrategier - og melder klar til at afskaffe gennemsnitstyranniet og designe for variation.