Vi er alle crip

Vi er alle forskellige. Lad os favne det.

Jeg har en hypotese om at duelighed eller evne - ability - ikke eksisterer. At det er et menneskeskabt ideal, hvis ypperste mål er at forklare meningen med at være menneske.

Hvad vil det så sige at være menneske? At vi kan gå? Se? Høre? Tale? Leve, uddanne os og arbejde efter et rammesat normativt ideal?

For har vi ikke alle prøvet ikke at være i det? At hjernen kobler fra midt i en eksamen, og tungen slår knuder eller man kører af sporet? At være fanget i influenzaens kløer, hvor vi hverken kan se, høre eller gå? At glemme en aftale, fordi hjernen var fyldt op af alt muligt andet? At humpe rundt med forstuvet ankel, brækket arm eller forstrakt muskel i ryggen?

Og hvorfor er det okay og normalt at opleve det en gang imellem, mens det ikke er, når man lever med det?

Hvorfor bliver den ene gruppe ikke ekskluderet, mens den anden gør? Hvad for nogle mekanismer tillader det? Hvorfor føler man empati for den første gruppe, og medlidenhed for den anden?

Kropsduelighed er ultimativt en hegemonisk konstruktion, vi skal krænge af os. Aflære - som uønsket adfærd og uvaner.

Og det gav mig håb at opleve så mange gode ideer og bud på, hvordan og hvor man kan starte den proces, da jeg deltog i både Olivia Dahls vidunderlige PhD-forsvar, der trak fulde huse, og Bevica Fondens spektakulære prisuddeling i Dansk Industris smukke rammer, hvor 26 nytænkende og ambitiøse hjerner fik lov til at fortælle om deres projektideer.

Tak for at give mig stof til eftertanke - og for at berige min personlige læringsproces med nye perspektiver, forståelser og metoder.