Ablesplainer du?

HVORNÅR ABLESPLAINER MAN?

Nu, hvor kommunalvalget står for døren, raser handicapdebatten på diverse medier og politiske foras. Noget af det er godt, men noget af det er desværre i den modsatte ende af skalaen.

Det, som især irriterer mig i den her sammenhæng, er, når politikere og journalister på bedrevidende vis udtaler sig på vegne af personer med funktionsvariationer - uden selv at have haft handicap tæt ind på livet som pårørende, fagekspert eller en, der lever med det 24/7.

Senest med eksemplet, hvor ADHD trækker overskrifter som en “sygdom”. Det er det i hvert fald ikke, kan jeg hilse og sige som pårørende.

Så jeg har - inspireret af Kim Goodwins pragtfulde og ganske underholdende illustration af, hvornår man kan fange sig selv i at "mansplaine" - forsøgt at lave en tilsvarende oversigt over hvornår man "ablesplainer". Måske får det dig til at trække på smilebåndet næste gang du ser eller læser om nogen, der forsøger at belære præsten om fadervor.

Helt konkret handler det at ablesplaine om hvordan mennesker uden handicap og viden derom ikke kan styre deres uimodståelige trang til at belære handicap over for andre - også over for dem, der selv har et handicap.